NYRE- OG LEVERSVIGT - TRANSPLANTATION AF SOLIDE ORGANER (SOT)
Organsvigt opstår, når et organ mister evnen til at udføre sine fysiologiske funktioner. Organsvigt påvirker patientens livskvalitet og kan tillige være livstruende.
Nyrerne varetager diverse fysiologiske funktioner, fra filtrering af blodet for at fjerne affaldsprodukter, til opretholdelse af elektrolytbalancen og regulering af dannelsen af røde blodlegemer via hormonet erythropoietin. Sværhedsgraden af nedsat nyrefunktion bestemmes som regel ved hjælp af laboratorieanalyser og rangerer fra mild nyresygdom (grad 1-2) til nyresygdom i slutstadiet (grad 5). For sidstnævnte er der to behandlingsmuligheder, dialyse eller transplantation. Dialyse er en palliativ (lindrende, ikke helbredende) behandling, hvor en ekstern maskine overtager nyrernes filtreringsfunktion. Behandlingen er effektiv, men indebærer, at patienten skal have hyppige og ubehagelige dialysebehandlinger på hospitalet. Med en transplantation får patienten derimod tilføjet en ny velfungerende nyre (et transplantat) ved et kirurgisk indgreb og generhverver dermed den tabte funktion.
For patienter med leversvigt er situationen endnu mere kompleks. Det er absolut nødvendigt at have en fungerende lever for at overleve, og i øjeblikket findes der ingen palliativ behandling på linje med dialyse. Den eneste behandlingsmulighed er derfor en transplantation. Modsat en nyretransplantation bliver patientens egen lever fjernet under det kirurgiske indgreb og erstattet af en doner lever.
Der er to vigtige faktorer, der begrænser muligheden for transplantation. Den ene er udbuddet af organer, som stadig er mindre end efterspørgslen. Den anden er biologisk og immunologisk forligelighed mellem transplantatet og modtageren. Fysiologisk set beskytter immunsystemet kroppen mod eksterne patogener ved at skelne mellem strukturer, der tilhører værten (self), og dem, der ikke gør (non-self). Denne mekanisme er altså livsvigtig for os, men hos patienter, der får et transplantat fra en donor (altså i bogstaveligste forstand non-self), bevirker den, at immunsystemet angriber det transplanterede organ (afstødning).
På nuværende tidspunkt er standardbehandlingen til forebyggelse af organafstødning en kombination af immunundertrykkende lægemidler. Formålet med behandlingen er at nedsætte immunsystemets reaktivitet lige præcis så meget, at det ikke afstøder organet, og samtidig ikke øger patientens risiko for opportunistiske infektioner. Behandlingen gives i hele det transplanterede organs levetid. Den gennemsnitlige levetid er cirka 10 år for en transplanteret nyre og lidt lavere for en transplanteret lever.
Den nuværende standardbehandling består af en trippelkombination af immunundertrykkende midler, hvoraf tacrolimus er det vigtigste.
Kardiologi – iskæmisk hjertesygdom
Iskæmisk hjertesygdom er en almindelig sygdom i de nordiske lande. Sygdommen forårsager utilstrækkelig blodforsyning til hjertet med hjertekrampe til følge. Tilstanden kan give sig udtryk i såvel stabile som akutte sygdomstilstande. Sygdommen kan behandles på flere forskellige måder - lige fra traditionel medicinsk behandling til teknikker som åben kirurgi og kateterbåren teknik i form af PCI (Percutaneous Coronary Intervention). Denne teknik kaldes i folkemunde for ballonudvidelse af kranspulsåren.
Den kateterbårne teknik er blevet mere og mere udbredt. I de senere år er der sket en hurtig metodeudvikling inden for instrumenter, implantater, procedurer og lægemidler. Teknikken anvendes både ved planlagte og akutte indgreb, f.eks. i forbindelse med akut hjerteinfarkt.
Den kateterbårne teknik har mange fordele, men er også forbundet med visse komplikationer. De fleste patienter, som gennemgår PCI-indgreb, bliver behandlet med stent. Stenten er et tyndt metalrør, hvis opgave er at stabilisere blodkarret, så blodgennemstrømningen kan genoprettes. Trods ovennævnte forbedringer er der risiko for blodpropdannelse i en anlagt stent, en såkaldt stenttrombose. Ved effektiv trombocythæmmende behandling kan man minimere risikoen for denne komplikation.
