Enter at least 3 characters
yazmpovbuxneonatologia-chiesi-bimbo.jpg
HOME > Behandlingsområder > Neonatologi
print.png
Neonatologi

 I årtier har Chiesi været engageret i behandlingen af for tidligt fødte børn

 

En fødsel finder normalt sted mellem 37. og 42. gestationsuge. På det tidspunkt er fosteret fuldt udviklet og klar til at tilpasse sig livet uden for livmoderen. I nogle tilfælde indtræder fødslen dog inden 37. gestationsuge. I disse tilfælde betragtes det nyfødte barn som for tidligt født, og organudviklingsgraden afhænger af gestationsalderen.

Lungernes modning og funktionalitet er altafgørende for barnets overlevelse. Afhængigt af, hvor tidligt barnet er født, er lungerne enten delvist eller fuldstændigt umodne, så barnet ikke er i stand til at trække vejret.

Chiesi har i årtier været engageret i neonatologi og arbejdet sammen med læger om at forbedre behandlingen af for tidligt fødte spædbørn. Chiesi er således blevet en vigtig partner for neonatologister i hele verden, idet vi leverer livreddende lægemidler til mere end 80 lande i verden og arbejder på at udbrede de bedste kliniske praksisser.

 

APNØ HOS PRÆMATURE BØRN

Et almindeligt problem hos for tidligt fødte spædbørn er ufuldstændig udvikling af luftvejssystemet og de områder i hjernen, der regulerer vejrtrækningen. Jo lavere fødselsvægten er, des højere er sværhedsgraden. Denne tilstand resulterer i episoder med spontan apnø, altså pauser i vejrtrækningen, der varer mere end 20 sekunder. Disse vejrtrækningspauser kan være ledsaget af langsommere hjertefrekvens og/eller nedsat mængde af ilt i blodet samt bleg eller blålig hud og nedsat muskeltonus. Jo lavere barnets gestationsalder er, des højere er risikoen for episoder med apnø, der som regel begynder 2 til 3 dage efter fødslen.

Milde episoder kan løses ved taktil stimulation af den nyfødte, mens sværere episoder kræver behandling med stimulerende lægemidler, såsom koffein.

Adenosin er en neurotransmitter, der modulerer nervecellernes aktivitet og reducerer vejrtrækningsarbejdet. Koffein modvirker virkningen af adenosin direkte ved at blokere de receptorer, som adenosin bindes til, således at vejrtrækningsfrekvensen øges.

 

RDS (Respiratorisk distress-syndrom)

Neonatal RDS er en typisk tilstand hos for tidligt fødte spædbørn. RDS er en betegnelse, der anvendes om et komplekst sygdomsbillede med symptomer, der skyldes underudvikling af luftvejssystemet. Sværhedsgraden og forekomsten af RDS er direkte relateret til graden af præmaturitet, og risikoen er højere hos spædbørn, der er født før 28. gestationsuge.

Vejrtrækningssvigt hos for tidligt fødte spædbørn med RDS skyldes mangel på surfaktant i lungerne. Surfaktant bidrager til dannelsen af en biofilm, der dækker indervæggene i lungeblærerne. Surfaktant bevirker, at lungerne kan udvide sig, og forhindrer, at lungerne kollapser (atelektase) i udåndingsfaserne. Mangel på surfaktant resulterer i vejrtrækningsbesvær med lav iltning, øget verjtrækningsanstrengelse og behov for respiratorisk støtte.

Mængden af surfaktant hos for tidligt fødte børn er som regel ekstremt begrænset i forhold til mængden hos fuldbårne nyfødte, og mængden falder yderligere som følge af RDS. Symptomerne i forbindelse med dette syndrom kan lindres ved at administrere eksogen surfaktant for at supplere mængden af endogen surfaktant, så biofilmen kan fornyes.